Har du nogensinde hørt om Focas Flavio Angelo Ducas Room De Curtis Bisanzio Galliardi?
Nej? Mig også.
Men det er netop navnet på den store og unikke italienske komiker og instruktør, italienske Chaplin, en berømt filantrop med en forbløffende skæbne værdig Dumas pen, en mand med et fantastisk ansigt, der simpelthen blev kaldt i Italien - Toto.
Det er underligt, at vi, indbyggerne i det tidligere Sovjetunionen, slet ikke kender Toto. Og hvis nogen ved det, er det kun i forbindelse med navnet på Fernandel, Totos partner i film. Det er mærkeligt, fordi USSR havde en særlig kærlighed til Italien, lad os huske mindst chelentanomania.
Ja, og gode oversættelser af film med deltagelse af Toto (og han spillede et stort antal roller i biograf og teater), det gør vi desværre ikke. For at formidle mindst en tiendedel af den intonation, som Toto spiller med, må man faktisk være selve skuespilleren for det største komiske talent i skalaen til Arkady Raikin.
Du ved, det sker, at når du først ser noget, finder du ikke styrken til at bryde væk fra det. Så det skete med mig.
Jeg besluttede at lave cannelloni med ricotta og spinat. Og for ikke at kede sig, tændte jeg for tv'et. Det, jeg så, fik mig til at revidere de øjeblikkelige planer for min kulinariske udnyttelse. Jeg så et spil, der bogstaveligt talt spikede mig på skærmen. En lille mand med en vanvittig, hidtil uset karisma spillede så jeg vågnede først, når filmen var forbi. Nej, jeg spillede ikke! Han levede, levede i al sin magt med glæde og glæde og delte dem generøst med publikum.
Det var Toto.
I min elskede sydlige Italien, eller rettere, i Napoli, Totos hjemby, respekteres han ikke kun og respekteres, men dyrkes virkelig, på trods af det faktum, at Toto ikke har eksisteret i cirka 50 år. Napolitanske gammeldagere med stor glæde viser dig de ruter, som Toto kunne lide at gå, restauranter, hvor han spiste med venner, barer, huse, hvor han besøgte.
For eksempel, hvis du går gennem hele det luksuriøse, endda lidt pompøse napolitanske landskab til slutningen, passerer alle hotellerne, går du direkte til molen, til den berømte Zi Tereza restaurant. En af de lokale vil nødvendigvis, som om tilfældigt, bevidst tilfældigt siger, de siger, ja, han kunne godt lide at sidde her Toto, og hvor generøs han var, Signora ...
Du kan sætte dig ved et bord og bestille en af de bløde, vaniljeluftende stadig varme zeppolaer, der kun ved, hvordan man laver Napoli, en kop kaffe og forestil dig denne støjende, lidt skøre og så forskellige Napoli, som den kunne være for 50 eller 70 år siden, som i film med Toto.
Faktisk behøver du kun at ændre kostumerne for karaktererne, fordi den største napolitanske smag ikke er forsvundet. Et byteater, hvor der er alt: glans og fattigdom, raffinement og enkelhed, oprigtighed og bedrag. Men om Napoli lidt senere ...
Toto - For eksempel fortælles legenden i Napoli om, at Toto, der allerede er en berømt og velhavende skuespiller, huskede hans fattige barndom og i hemmelighed lagde penge til de fattige under tærsklen i huset, generøst fordelt lira under adskillige ture.
Toto's skæbne er forbløffende. Hans mor, en fattig napolitansk, blev forelsket i den ædle Marquise de Curtis. Frugten af denne kærlighed var Antonio, Toto, som de senere kaldte ham. Marquis genkendte sit faderskab, da Toto allerede var 20 år gammel. Derefter begyndte hans hurtige og strålende karriere. Dusinvis af film, forestillinger, offentliggjort digtsamling, sangskrivning. Det ser ud til, at alt, hvad Totos lette hånd rørte ved, begyndte at gnistre med en særlig glæde ved at være, italiensk lethed og ironi skinner igennem alt.
Og ved enhver napolitansk bogskollaps vil du helt sikkert støde på en Toto-biografibog, luksuriøst udgivet, med faner og fotografier, samt souvenirs med et billede af hans mindeværdige ansigt med et lidt trist smil, som for alle komikere.
"Offentlig opinion er baseret på den falske forudsætning, at offentligheden har en mening," sagde Toto.
Men i vores tilfælde er den offentlige mening om Toto enstemmig. Bifald! Bravo!
